Tankemylder

Det har været en lang måned. En måned fyldt med frustrationer, en masse tårer og nogle skønne oplevelser.

Min mands selvmords tanker

Jeg har fundet. Ud af, hvordan det er at føle sig magtesløs. Hvordan det er at være den nære pårørende til en, om i det lige nu ikke ønskede at leve mere. Tankerne har kørt rundt i hovedet på mig. Hvordan skulle jeg hjælpe min mand bedst muligt? Er det mig, der har trukket ham med ned? Er det min skyld han overhovedet overvejer den løsning, fordi han ved det er det, som jeg har gjort førhen. Fordi det er den ´nemme´vej ud af smerterne, som er uforklarlige. Jeg har været i det. Jeg ved hvor hurtigt ens tanker kan få fart på når man har det af helvedes til indeni. Jeg følte mig magtesløs, fordi jeg ikke vidste trods egne erfaringer, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg græd. Jeg kunne slet ikke stoppe mit vandfald af tårer. Han græd også, fordi han sandsynligvis var så ødelagt indeni uden helt, at kunne forklare hvorfor. Jeg fik tankerne, om at hvis han virkelig ville udføre selvmordet, om jeg så skulle følge efter. Så jeg heller ikke skulle levende en ulidelig smerte, som jeg ikke var sikker på, at jeg nogle sinde ville slippe af med igen. Jeg overvejede også, om jeg skulle ringe ind til vagtlægen, så jeg kunne få ham indlagt. Og når jeg så kom hjem, så kunne jeg gøre noget drastisk, så jeg kunne blive indlagt sammen med ham. Jeg fik en eller anden idyllisk tanke om, at så ville vi være indlagt sammen og så ville vi jo ikke være skilt ad. Jeg var langt ude. Hvorfor overvejede jeg overhovedet om jeg skulle følge efter? Jeg. Var jo kommet så langt. Jeg har virkelig kæmpet det sidste år, for at komme fri af de tidligere handlemønstre, når sjælen gjorde ondt. Han har hjulpet mig ud af de tanker, hvorfor havde jeg så så svært ved at hjælpe ham ud af sine? Vi fik grædt og snakket. Vi kom ud af de mørke tanker, sammen.

Depressions tilbagetog

Jeg har haft det rigtig svært på det sidste. Og jeg ved ikke helt om det er depressionen, der er ved at få sit tag i mig igen. Jeg håber det ikke, for jeg vil ikke tilbage på antidepressiv medicin. Jeg vil gøre alt for, at komme ud af det her selv – sammen med min mand. Grunden til at jeg tror jeg kan være på vej tilbage depressionens onde klør er fordi, at jeg de seneste uger har oplevet at der ikke har skulle så meget til, for at vælte min verden. At jeg græder meget nemmere – mere end jeg plejer. At der skal meget lidt til før, at jeg føler jeg ikke er god nok. Jeg brød sammen forleden, fordi at min mand og jeg havde været ude omhandle og da vi kom hjem var jeg helt smadret. Jeg havde en hel del smerter i min ryg efter køreturen og handlen. Jeg havde dog i mit hoved en tanke, om at jeg aldrig rigtig hjalp til, når vi kom hjem og dette skulle ændres trods smerterne. Jeg fik kæmpet mig ud af bilen, min mand stod allerede omme ved bagagerummet og han siger jeg behøver ikke at hjælpe – han kunne jo se hvor ondt jeg havde. Men jeg havde sat mig i hovedet at jeg skulle hjælpe, så da han sagde det begyndte jeg, at spørge hvorfor jeg ikke skulle hjælpe. Og om han ikke please nok bare ville lade mig hjælpe. Han havde ingen idé om, hvor meget det betød for mig ligenetop der, at få lov til at hjælpe. Han bad mig om, at lade varerne ligge, for dem skulle han nok tage ind og stillede sig foran tingene, så det ikke var muligt for mig, at tage tingene. Så jeg brød sammen. Han prøvede at forstå hvad der skete. Jeg ville ikke lade ham gøre det, så jeg prøvede at vriste mig fri, for jeg var så knust over at føle mig så lidt værdsat, selvom det overhovedet ikke var tilfældet, men det var det i mit hovede. Fik mig til sidst vristet fri. Jeg var grædefærdig. Han får mig til, at sætte mig på en kontorstol, for at jeg ikke skulle stå op, når nu han vidste hvor mange smerter jeg havde. Han satte sig på hug og spurgte mig hvad der lige skete. Jeg fik fremstammet, at jeg jo bare rigtig gerne ville hjælpe. Og hvor meget det betød for mig, lige der, at få lov til det. Jeg føler mig så ubrugelig, at jeg ikke lavede noget og at det altid kun var ham, som lavede noget. Han spurgte om, hvis han ikke havde stoppet mig, om jeg så havde gået ud for at gøre noget dumt. Dette måtte jeg jo indrømme. Jeg følte mig så duelig og ligegyldig, at jeg lige så godtkunne lade være med, at være her på jorden længere. Han holdte mig tæt. Jeg græd og græd. Han fortalte mig med tårer i sine øjne, hvor meget jeg betød for ham. Og at han ikke kunne ringe mine børn op, for at fortælle dem, at jeg havde forladt denne jord. Han var knust og tårerne piskede ned ad kinderne på ham. Han fortalte mig, hvor meget jeg betød, for så mange mennesker. Han nævnte navne på nogle af dem, som kom til at mangle mig. Jeg græd. Holdte ham endnu tættere. Og han fik mig til, at indsat det bare er i mit hovede, at jeg ikke er god nok.Han fortalte hvorfor han ikke ville lade mig tage varerne, det var for at passe på mig, fordi han gerne vil have mig i mange år endnu. Han ville forhindre, at jeg endte som en grøntsag, fordi jeg fik lavet noget forkert med min ryg eller lignende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *