Meget er sket

Det er lige gået op for mig, hvor længe siden det er jeg har skrevet på min blog. Især da jeg så alle jeres søde kommentarer. Jeg er så glad for, at så mange får noget godt ud af at læse med på min historie. Tusind tak til jer der læser og lige så meget til jer, som vælger at kommentere. Jeg har ikke fået gennemgået alle 9000+ kommentarer siden jeg sidst var her, men de betyder hver og en rigtig meget for mig. Af hjertet tak.

Gift

Jeg har giftet mig med den søde, kærlige fyr. Dette skete på den dag vi havde været sammen i et år – 14 august 2021. Nogle vil nok synes det er vildt tidligt, men jeg lever livet og elsker hver et skridt i den rigtige retning. Og han er bestemt et skridt i den rigtige retning. Jeg har siden jeg mødte ham været på anti depressiv medicin én gang i ca. 14 dage, så stoppede jeg igen, for jeg ville ikke proppe mig med en masse og blive afhængig af dette. Jeg har lært sig meget om mig selv i denne proces. Og jeg lærer noget nyt hver dag. Han lærer mig, at det er okay at sætte grænser. At det er okay, at sige nej til noget man ikke har lyst til, noget som man ikke synes sine børn skal have eller hvad der ellers måtte komme. Han har lært mig at mærke efter, hvor mine grænser går og jeg lærer dem mere og mere for hver dag, der går. Og det er jeg så taknemmelig for. Jeg har fået det så meget bedre. Jeg har haft meget få tilbagefald i forhold til at selvskade og det er heldigvis længe siden. Jeg sætter pris på hver dag jeg får lov, at tilbringe med ham ved min side. Og endnu mere, når mine børn også er her.

Det tog ca 6 måneder fra at min mand kom ind i billedet til, at mine børn fik lov til at komme hjem på besøg igen og dette var helt igennem fantastisk, da dette skete. Og jeg ved jo godt hvorfor kommunen valgte at gøre sådan. Og det er simpelthen fordi at specielt den store mangler en fader figur og hvis han så havde mødt min mand og at han så ikke var blevet i mit/vores liv, så ville det ikke kun knuse mig, men også ham for han mangler virkelig en at se op til. Og dette har han heldigvis fået nu. Min mand er så god ved mine børn og han betragter dem som var de hans egne og det er jeg så taknemmelig for. Den store specielt kalder oftere på min mand end jeg. De elsker at sidde og spille sammen og de får sig nogle gode grin imens og dette er så fantastisk at hører som mor. Jeg er så taknemmelig for at ikke blot min mand har taget så godt imod mine børn, men at mine børn også har taget imod min mand, for de skal jo også lærer at acceptere ham og lærer ham at kende, lige så vel som omvendt. Jeg havde nok aldrig i den vildeste fantasi troet at et facebook møde ville ende med, at jeg var der hvor jeg er i dag. Jeg er så taknemmelig.

Jeg har en helt igennem fantastisk svigerfamilie, som støtter mig og os. De hjælper der hvor de kan og viser også mine drenge at de er en del af familien. Min svigermor har allerede flere gange sagt, at de gerne må kalde hende for farmor. Og det er jo for mig et tydeligt tegn på den kærlighed hun har for dem også, selvom de ikke er min mands børn.

Barn

Min mand og jeg ønsker os et barn sammen og vi har prøvet længe, men der sker ikke rigtig noget. Vi tror måske der har været noget to gange. En gang hvor jeg aborterede og en gang, hvor vi tror at min krop har absorberet den igen. Og dette har taget hårdt på os, fordi både min mands bedste kammerat og hans kone samt mine veninder venter sig eller har fået barn for nyligt, så det er rigtig hårdt. Men vi prøver. Og så har vi søgt om hjælp igennem lægen. Så vi skal til vores første gynækolog besøg d. 11 november 2021. Og så må vi se om det er mig den er galt med eller om det er fordi vi ikke er så gode til at ramme den korrekte dato. Jeg har en lille mistanke om, at jeg har PCOS. Dette har min lillesøster fået konstateret og jeg kan se en hel del ligheder mellem os, så jeg er så spændt på hvad undersøgelsen bringer. Jeg har haft det en smule svært ved at det er d. 11 november vi skal til undersøgelse, da det jo er den dag, hvor min eks mand og jeg havde kunnet være sammen i 10 år. Men samtidig er jeg så sindssyg glad for det er den dag, for det er et tegn på et nyt kapitel i mit liv sammen med min nye mand. Og så håber han og jeg at det resultere i en baby på et tidpunkt. Så kryds gerne fingre for os, så dette kan lykkedes os.

Forældremyndighed

Jeg har søgt om forældremyndigheden over mit store barn efter anbefaling fra kommunen og plejeforældre. Sagen blev sendt ind i februar og har været til møde her i starten af september. Jeg synes godt nok at det trække i langdrag. Men nu har jeg været derinde og fortalt min side af sagen. Min eks mand har også været inde og fortælle sin del. Meget af det han har udtalt for mig til at fremstå, som løgner. Heldigvis så kan meget af det jeg har sagt dokumenteres, så jeg tror og håber at det får ham til at ligne en løgner. Mit store barn skal derfor ind og fortælle sin side og evt. også hvem han ønsker skal have forældremyndigheden, så jeg håber dette også er til min fordel. Men nu må vi se. Jeg har hyret en advokat, for jeg ved vi ender i retten med det, for så kan han lige pine mig lidt mere. Men heldigvis så er jeg blevet stærkere og jeg holder fast. Mit store barn har ikke set sin far i 2,5 år, så dette er forhåbentlig også en fordel for mig. Mit barn ønsker ikke, at se sin far. Og faderen har først efter jeg har søgt om den fulde forældremyndighed søgt om samvær med sit barn, så det er ikke noget han har ønsket før dette. Og han mener ikke kommunen gør noget for, at han kan se sit barn sov. Men han har jo ikke sov været interesseret i det før jeg søgte. Så dette viser jo også bare hvad det er for en mand.

Forfulgt

Min eks mand og hans nye kone har sammen med en af deres kammerater og dennes kone opsøgt os på være bopæl og forfulgt os. De stoppede først, da politiet kørte os i møde. Men det virkede ærlig talt ikke som om politiet troede på os. Og til trods for, at vi bad om de lavede en anmeldelse af det, så har de kun lavet et notat. Den aften vi blev forfulgt, der skulle vi faktisk have hentet den store ved sin kæreste, men vi måtte ringe til plejeforældrene, for at få dem til at hente barnet, fordi at ellers ville faderen finde ud af hvor barnet befandt sig og dette ville ikke være hensigtsmæssigt, når nu barnet ikke ønsker at se sin far. Jeg har haft det rigtig svært siden, da vi bor på landet og derfor ret alene, så panikker jeg hver gang der kommer en bil ad stien, fordi jeg er så bange for at et er en, som vil gøre os ondt. Vi har fået video overvågning op af samme årsag. Og så er jeg panisk hver gang, at der kører en bil bag os i længere tid og jeg ikke kan gennemskue om det er en, der tilfældigvis skal samme vej som os eller om det er en der reelt forfølger os. Så det sidder virkelig i mig. Jeg er skrækslagen for, at være alene hjemme og låser døre og lukker vidner når det er, for heller have det varmt end, at nogle har mulighed for at komme ind til mig, når jeg er her alene. Om aftenen, når mørket er faldet på så for jeg min mand til, at gå med ud på toilet for så er han der, hvis der kommer nogle. Jeg har konstant min telefon på mig, når jeg er alene hjemme. Jeg kan praktisk talt ikke foretage mig noget hjemme, fordi jeg er så bange for at forlade værelset, for hvis nu der er en så kan jeg i det mindste komme ud ad havedøren og løbe.

Bogskrivning

Jeg har haft mange overvejelser i forhold til, at skrive en bog, som der er nogle i kommentarerne der har spurgt ind til. Jeg vil jo faktisk rigtig gerne, men jeg er så bange for, at jeg ikke har nok at fortælle til at fylde en bog. Men som min mand er så sød og påpege, så er en bog jo ikke ensbetydende med, at der skal skrives 200 sider. Det kan i princippet være en bog på 30 sider. Det vigtigste er budskabet. Og i mit tilfælde så er budskabet absolut, at uanset hvor sort det hele kan se ud, så er der et lys et sted. Og alting kan faktisk blive bedre. Jeg skal bare være klar til, at åbne op og fortælle min historie bag mit eget navn og det er jeg desværre ikke klar til, for jeg har ikke bearbejdet alt jeg har været igennem. Men jeg kan jo selvfølgelig skrive under et andet navn, men det kræver også at der er et forlag, som kunne tænke sig at udgive det jeg har skrevet. Og jeg skal også lige finde udad hvordan jeg vil sætte det op. Om et skal være dagbogs måden, en historie eller noget helt trejde. Måske I har nogle gode ideer til mig? – Skriv endelig i kommentarerne.

2 meninger om “Meget er sket”

  1. Kender fucking ingen som du! Du er så langt sejere end du selv tror i alt det her. Jeg hepper støtter og ikke mindst tror på alle dine bedrifter i livet, alt fra at være mor med stort M, til at skrive bog, forældremyndighed osv.
    Jeg er bestemt en af dine største fan. Love you <3

    1. Love you big time ❤️ Er så taknemmelig for at du er en kæmpe del af mit liv og forhåbentlig altid vil være det.. ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *