OD og håb for fremtiden

Min mand vil skilles. Han har fundet en anden.

Jeg var knust, da jeg fik beskeden. Så meget at jeg endte med at tage en overdosis, for jeg magtede ikke tanken om et liv uden ham. Vi har trods alt kendt hinanden siden 2005.

Men jeg er begyndt at få modet tilbage, for det var i virkeligheden, hvis jeg skal være ærlig over for mig selv ikke et forhold til sidst. Det var ikke et forhold, som hverken han eller jeg ønskede det i hvert fald. Og jeg havde jo sagt på et tidspunkt at jeg ville skilles. Det var nok mere en trussel fra min side, for at vi fandt hinanden igen. Men han fandt så en ny i stedet.

Jeg har mod på nyt. Og ønsker at komme ud på markedet igen, måske nogle tænker det er hurtigt, men vores forhold har været dødt længe, så det er lidt som om man har været single de sidste 1,5-2 år.

Jeg skriver og snakker i telefon med en fyr, der virker helt vild sød. Jeg har aldrig snakket i telefon, så længe med nogle, som jeg har med ham. Han giver mig en god mavefornemmelse. Og så sendte han oveni købet blomster til mig, imens jeg var indlagt til trods for vi kun havde skrevet sammen i 3 dage på daværende tidspunkt. Så jeg er helt solgt. Men jeg ved også at jeg skal tage det stille og roligt, så jeg har mig selv med i det. Men det er så dejligt at blive kaldt smuk, skøn og så videre. Selvom det også er mega ambivalent, fordi det er jeg jo slet ikke vant til, så bliver helt rød i hovedet, når han siger det i telefonen. Men jeg får åbenbart også sagt noget, der gør ham helt rødt i hovedet. Har set beviserne herfor på snapchat.

Han hedder Ronnie og bor i Sønderjylland. Så det er noget af en tur han tager, for at møde “lille” mig. Vi har samme drømme. Og det vigtigste af det hele er at han inkludere mine børn, som jeg allerede har. Og det varmer mit hjerte helt enorm.

I morgen skal vi på date. Så kryds fingre for det går godt..

Utroskab

Jeg er knust. Mit hjerte er knust. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Han har været/er utro. For ja, vi er stadig gift, i hvert fald på papir.

Jeg hader mig selv for, at tro på at alt nok skal gå og at han vender tilbage, for er det virkelig det jeg ønsker? Mit hjerte siger ja, min fornuft siger nej. Jeg skal komme videre, nøjagtig ligesom ham. Hvorfor er de så fandens svær at give slip på en man selv har ønsket skilsmisse fra så længe? Jeg hader mig selv for, at have så mange følelser indblandet imens han er videre og iskold over for mig. Men det værste var helt sikkert at finde ud af at han er sammen med en anden. Det gør så pokkers ondt. Og jeg har sådan lyst til, at gøre skade på mig selv på alle tænkelige måder.

Hvad har jeg gjort for, at fortjene denne ulidelige smerte? Jeg magter ikke en skid andet end at tænke og tænke over hvad jeg har gjort siden jeg fortjener dette.

Finder jeg nogle sinde en ny kærlighed? Havde jeg forlængst fortjent bedre? Det er jo ikke første gang han er utro. Hvorfor har jeg holdt fast i ham, så længe? Hvorfor gør kærligheden så ondt? Kan jeg gøre det bedre end ham? Fortjener jeg kærlighed?

Kort indlæggelse

Jeg blev indlagt d. 18.07.20-22.07.20. Jeg var selvmordstruet og mine tanker kørte på højtryk, om hvordan jeg bedst og hurtigst muligt kunne tage livet af mig selv. Det psykiatriske akuttilbud mente ikke det var noget de kunne håndtere, at mine selvmordstanker var så presserende og at jeg derfor skulle ringe til lægevagten. Jeg kom til lægevagten og fortalte hvordan jeg havde det og at jeg var begyndt dagen forinden at skærer i mig selv igen. Han havde ikke noget valg end at indlægge mig, fordi jeg havde lagt planer for hvordan det skulle gøres – selvmordet.

Jeg blev indlagt på 3. etage og var der under et døgn og så kom jeg over på afdelingen, hvor jeg har været en del gange efterhånden og hvor de kender mig. Det hjælper altid at komme derover, for jeg er tryg ved personalet og de fleste er til at snakke med.

Jeg fik en af mine vanlige kontaktpersoner, så snart hun kom på arbejde og det gjorde mig så glad, for hun er så nem at snakke med og hun tager ligesom og bliver en slags mor for mig. Fortæller mig hvad jeg ikke må og så videre. Og det er oftest hvad jeg har brug for, når jeg kommer ind -en der tager sig af mig på en kærlig måde.

Jeg kunne ikke holde de selvskadende tanker langt nok væk, så jeg endte med at smadre en tallerken og skære i mig selv, selvfølgelig på en andens vagt end “mor”. Jeg endte med at fortælle det til vagten og hun tog det overraskende pænt. Det var jo kun mig selv jeg skadet.

Jeg blev som vanligt udskrevet, selvom jeg ikke følte mig klar til det. Men det ved de godt at jeg aldrig gør. Og at en lang indlæggelse ikke gavner mig.

Ned ad bakke

Jeg er selvmordstruet. Jeg kan slet ikke finde fodfæste. Jeg kvæles i egne tanker, om alt det mørke der fylder i mit hoved.

Jeg har i sidste uge været sammen med mine børn nede ved min mor. Det var hyggeligt, men også hårdt. Og tror det har skubbet mig det sidste stykke ud over kanten. De sidste 14 dage føler jeg er gået ned ad bakke, men efter samværet ved min mor og derefter hjemkomst til min mand, der er det kun gået mere ned ad bakke. Jeg har intet overskud. Jeg har skåret i mig selv igen. Denne gang er der tekst på også, så nu står der dø og værdiløs på mit lår, for det var og er følelserne. Jeg er brugt og har mest af alt lyst til, at tage en overdosis, så jeg kan slippe for de mørke tanker. Og så jeg kan få et pusterum.

Tankerne overvælder mig. Jeg magter dem ikke.

Længe siden

Der er sket en del siden sidst jeg skrev. Jeg har fået tildelt bostøtte, da et bosted ikke var i min målgruppe. Det er jeg for god til.

Jeg har til gengæld fået en bostøtte, som skal hjælpe mig med at få styr på mit hjem og andre basale ting. Min bostøtte er hende, som jeg også har til mentor, så hun kender mig. Det er så betryggende, da man trods alt skal lukke dem ind i ens hjem.

Jeg har ikke taget min medicin i ca. 3 uger nu. Hvorfor er jeg ikke helt klar over, men viljen til at proppe sig med medicin er der nok ikke. Og jeg ved hvor dumt det er, for nu skal jeg starte forfra på medicinen. Og jeg kan allerede nu mærke at jeg ikke har taget det, da jeg er mere nedtrykt, bliver endnu hurtigere berørt (selvom det i forevejen plejer at gå stærkt) og så er jeg bare generelt mere tilbøjelig til at få de negative tanker. Og det er skidt. Nu har jeg klaret mig i ca 2 måneder med ikke at skære i mig selv, men ih hvor det frister. Og jeg har lyst til at blive indlagt, for at jeg kan få gang i rutinen omkring min medicin igen. Men jeg ved også at det er lidt en “sovepude”, at være indlagt da det er ude i den “virkelige” verden, hvor man skal løse problemerne.

Hvis jeg helt selv kunne bestemme, så blev jeg indlagt bare lige et par dage, så jeg igen kommer ind i rutinen med at tage min medicin etc. Men jeg ved også at det sandsynligvis ikke sker.

Har det okay

Så har jeg været hjemme i 4 dage selv. Det har været hårdt til tider, men jeg ved at det er her jeg skal finde ro. Jeg har haft det ganske okay efter jeg er kommet hjem. Jeg overvejede dog i går om jeg skulle have ringet op til psykiatrisk akut tilbud, men endte med at ligge mig til at sove i stedet. Grunden til jeg ikke ringede var fordi jeg forventede de stadig har lukket i forhold til overnatning og eftersom det var det jeg følte jeg havde brug for, så var der ikke nogle grund til at ringe. Heldigvis faldt jeg i søvn.

I dag er det den store udfordring for mig. Skal ud og gå 5 km. Det lyder ikke af meget for nogle, men for en sofakartoffel som jeg med rygsmerter konstant og astma, så er det en stor udfordring. Men jeg har besluttet mig, at tage udfordringen op. Hvem ved måske jeg kan blive endnu bedre til, at komme ud og gå. Jeg håber det, for det ville være rigtig godt for mit helbred. Grunden til at jeg skal ud og gå er, fordi jeg har meldt mig til et “løb”, hvor jeg har fået startnummer og medalje tilsendt. Der er sikkert flere derude, som også er ude og gå/løbe i dag. Rigtig god tur til jer. Hvor er I seje.

I morges d jeg vågnede var jeg vildt motiveret for, at komme ud og gå. Så lagde jeg mig til at sove igen og nu er motivationen væk og trætheden har overrumplet mig i stedet. Træt af mig selv over jeg ikke bare gik, da motivationen var der, men det er nok også meget godt at presse mig selv til noget, som jeg ikke helt kan se det store formål med med det samme. Jeg vil tage ud og gå om lidt. Og så vil jeg få handlet ind, så jeg kan komme ud til min (x)mand og spise. Og så går vi en tur sammen derude. Så håber. jeg at det i alt bliver de 5 km som jeg har meldt mig til.

Pas på jer selv.

Selvmordsforsøg

Efter sidste oplæg d. 28.04.20 prøvede jeg at tage livet af mig selv. Jeg kunne ikke rumme alle de tanker det hele medførte. Havde ellers en ok formiddag, men efter jeg fik skrevet oplægget begyndte tankerne bare og kredse om, at det var bedst jeg bare ikke var til mere. Både for mine drenge og for min mand (kommende x). Jeg magtede nok ikke konsekvenserne af, at skulle skilles, fordi til trods for at han siger noget andet, så ved jeg jo hvor hurtigt det går gør han får sig en ny kæreste. Og det er nok lige så meget det jeg er så bange for, for så mister jeg ham for alvor og det er simpelthen så hårdt at indse, at det er konsekvensen ved at ønske en skilsmisse.

Men jeg ved også hvor mange ting, der bliver bedre af at få den skilsmisse igennem. Blandt andet, så tror jeg det bliver nemmere at få mere samvær med mine drenge, for det er som om når jeg vælger min mand fra vælger jeg mine børn endnu mere til. Men jeg vælger også mig selv meget mere til. Og det er nok det der også skræmmer mig. Jeg vil pludselig være alene her i en “fremmede” by med kun få veninder. Men måske jo mere jeg lærer at tro på, at jeg godt kan jo mere vil andre “tiltrækkes”. Så jeg håber at min skilsmisse bliver et nyt kapitel, hvor jeg vælger mig selv endnu mere til og tror på, at jeg kan meget mere end det jeg i øjeblikket tror på jeg kan. Jeg ved at jeg har nogle der tror meget mere på mig, end jeg selv gør. Så det er “bare” at tro på det de siger, at jeg har massere at tilbyde andre.

Efter mit selvmordsforsøg blev jeg hentet af ambulancen og jeg skulle have aktiv kul og udpumpning. Det var ikke synderligt lækkert. Og kan forhåbentlig afholde mig fra, at forsøge igen. Jeg sov der en nat. Så kom jeg over på psyk, hvor jeg plejer at være og efter en dag blev jeg også udskrevet derfra. Jeg blev hentet af mine brødre. Og har været ved den ene og min svigerinde siden.

Jeg er lige kommet hjem i dag og har sovet det meste af dagen væk. Og føler mig stadig træt. Jeg har dog mange tanker om, at skade mig selv. Det er forfærdeligt, at de ikke bare kan forsvinde. Lige nu afleder jeg dem med musik og skrive her. Spørgsmålet er hvor længe de kan blive afledt. Jeg har ikke én eneste gang imens jeg har været ved min bror skåret i mig selv, men jeg har heller ikke rigtig haft muligheden for det, for han har været der stort set hele tiden. Og det er nok i virkeligheden meget godt, men det er svært at komme hjem og være alene igen.

Alle tankerne om at gøre skade på mig selv kører rundt i hovedet på mig, men jeg vil se om ikke jeg kan modstå tankerne. Eventuelt begynde at sortere nogle kasser, da jeg jo ikke ved om jeg ender med at skulle flytte. Og det ville være smart at få smidt alt det ud, som man alligevel ikke bruger. Eksempelvis det der står nede i min kælder, som jeg ikke har kigget på i snart 1,5 år. Det må jo ikke være ting jeg mangler, men jeg er samler og jeg har lidt på fornemmelsen af, at hvis det bliver fundet frem så har jeg helt sikkert “brug for det”. Det er forfærdeligt at have det sådan, men jeg har det ikke fra fremmede, min mor gemmer også på alt muligt lort, som ikke er nødvendigt.

Jeg håber og drømmer om, at jeg kan skille mig af med en masse ting og kun omgive mig med ting, som betyder allermest for mig, hvilket jeg egentlig gør i øjeblikket. Jeg tror dog, hvis jeg skal flytte at det bliver en noget mindre lejelighed, så jeg ved slet ikke hvordan jeg skal have alle mine ting, som jeg bare har fremme nu. Men nu må vi se hvad der sker. De har mellem 6 uger og 8 uger endnu til, at behandle min ansøgning. Jeg håber sådan at det lykkedes, så jeg kan omgive mig med andre mennesker og derved forhåbentlig undgå indlæggelser og selvskade samt selvmords forsøg. Men nu må vi se hvad det bliver til.

Svært at være mig i disse dage

Jeg har de sygeste tanker lige nu. De var der også i foregårs og i går aftes. Og det skal lige siges i foregårs var jeg ikke alene, så det var ikke det der tricket det. I virkeligheden tror jeg godt jeg ved hvad det er, der gør det så svært lige i øjeblikket. Det er at jeg har taget beslutningen om, at blive skilt. Og den beslutning tager hårdere på mig end jeg havde forventet. Og måske det har noget at gøre med hans reaktion. Han var sådan lidt, jamen hvis det er det du vil, så er det det vi gør. Og jeg havde forventet en reaktion med tårer, lovning om troskab og meget andet. Nøjagtig som jeg før har oplevet, når jeg har “truet” med skilsmisse. Det skal lige siges, at vi har været separeret før. Men denne gang skal vi skilles. Sådan for alvor. Og det er nok det der er så pisse hårdt, fordi der ikke kommer en egentlig reaktion. Som om han faktisk bare er skide ligeglad og som om, at det er noget han har ønsket længe. Men det ved jeg reelt ikke, men det er min forestilling.

Jeg forventede at mine ting ville blive smadret, når han fik det af vide. Denne gang har han sagt, at selvfølgelig må mine ting blive stående. At det ikke var noget problem. Og det er nok denne reaktion som jeg havde ønsket, men føler mig ambivalent, fordi at han ikke reagerer som forventet. Og det er jo sådan set kun rigtig godt, at han ikke gør det, for har en masse fotoudstyr hos ham. Og det ville jeg være ked af blev smadret. Jeg havde frygtet at jeg skulle have fat i politiet og så videre nøjagtig som jeg før hen er blevet rådet til, fordi han havde en tendens til, at tænde fuldstændig af og smadre ting. Men det er bare slet ikke den reaktion jeg får, så måske han har fået nok af mig, selvom han fortæller mig andet.

Jeg har det pisse hårdt ved, at det er som om han er ligeglad med mig på den måde, at der ingen reaktion er kommet, endnu. Måske det bliver anderledes, når han modtager den reelle skilsmisse begæring. Hvem ved?

Jeg håber at vi trods skilsmisse, at vi så stadig kan forblive venner. Og det har han lovet mig, at vi kan, men jeg ved også at han rigtig hurtigt finder en anden. Der tager jeg tid, for føler ikke jeg kan være sammen med nogle som helst anden, men jeg ved at skilsmisse er det bedste jeg kan gøre for os alle fire.

Puhh.. Tårerne presser på. Det er skide hårdt at skrive om det. Jeg ønsker ham jo kun alt det bedste og det er umiddelbart ikke at vi fortsætter et forhold, hvor jeg ikke kan stole på ham. Han har fortalt mig, at han gerne vil give mig et barn mere, men at han vil fraskrive sig alt. Det er fandme svært, for jeg har de sidste 10 år ikke ønsket andet end et barn mere med ham, men det er som om han ikke har villet. Og nu når jeg har sagt vi skal skilles, så er han pludselig villig til, at blive sæddonor for mig. Jeg tror dog ikke rigtigt på det før jeg ser det. Og desuden skal jeg ikke have et barn mere før, at jeg er helt oven på igen. Og ikke har været indlagt i minimum 6 måneder. Og at jeg er kommet i behandling, for min personlighedsforstyrrelse.

Skilsmisse

15 år! 15 år har jeg kendt min mand. Men dette ændre ikke på fakta, om at jeg vil skilles. Det er nok en af de sværeste beslutninger i mit liv, men jeg er nød til for én gang skyld, at tænke på mit eget bedste. Og det er at give delvis slip på ham. Han betyder alt i verden for mig, men jeg kan ikke stå og se på, når han endnu engang skriver med tøser og planlægger at være utro.

Jeg kan ikke holde til det mere. Han gør en masse rigtigt, og det er derfor jeg er blevet så længe, men jeg kan og vil ikke se på længere. Og føle mig så ligegyldig og trampet på, som da jeg fandt ud af han endnu engang planlagde at være utro. Jeg måtte selv tage ham i det ved hjælp af en veninde. Jeg forstår ikke hvorfor han ikke bare starter med at være ærlig over for mig og fortælle at han synes ikke forholdet fungere eller lignende. Jeg kan ikke ændre på noget jeg ikke ved han ønsker ændret. Men når jeg tænker mig om, så er der meget han vil have ændret og det burde hedde sig, at han må tage som jeg er. Han kender mig trods alt bedre end nogle som helst anden.

Han ved mine dybeste hemmeligheder. Han kender hvad jeg kan lide og ikke kan lide. Hvad jeg har af drømme om fremtiden. Hvilke musik jeg elsker at hører, ja han kender mig bedre end jeg selv ofte.

Jeg ved hvor hårdt det kommer til at blive, for jeg vil og kan ikke undvære ham helt i mit liv. Han har trods alt været der på den ene eller anden måde i næsten halvdelen af mit liv. Jeg ved det er for mit eget bedste, men jeg ved også at jeg når til et punkt, hvor jeg fortryder alt og ønsker ham tilbage. Jeg ved hvor meget han før har kæmpet for mig og lovet mig at ændre sig. Og man må sige jeg er stolt af ham, for han er ikke længere misbruger. Han er nået så langt i sit liv. Han er blevet afklaret og ved nu hvad resten af hans liv går ud på, at passe på sig selv. Og ligeså er jeg nødt til at passe på mig selv. Og det gør jeg nemmest ved ikke at skulle tænke på, om han nu er utro eller om hvem han nu skriver med. Jeg ved jeg ikke kommer til at slippe det helt før jeg selv er kommet videre. Men jeg vil gøre mit bedste for min egen og for mine drenges skyld.

Og lige netop derfor var planen en straks skilsmisse, men jeg er ikke sikker på jeg kan få det igennem, da han ikke vil skrive under på utroskab. Hvilket jeg egentlig godt kan forstå. Så nu må vi se om en straks skilsisse kan lade sig gøre eller om vi skal igennem de oblikatoriske 6 måneders seperation, som andre. Det må tiden vise, når jeg lige “finder” de 650 kroner, som det koster at blive skilt. Jo før jo bedre – det ved jeg bare med mig selv, for ellers fortryder jeg, hvilket jeg i processen også når til et punkt, hvor jeg fortryder. Jeg har været der før.

Så når den tid kommer, så skal jeg ind og læse dette oplæg igen, så jeg kan holde fast i beslutningen.

Breathe

Træk vejret dybt. Helt ned i maven og ud gennem munden. Jeg har været så frustreret og ked af det, at jeg har skulle huske mig selv på, at trække vejret ind gennem næsen og helt ned i maven. Bare for at få lidt ro på.

Jeg har været frustreret over, at jeg ikke føler at jeg får hjælp, men samtidig ved jeg heller ikke hvilke hjælp jeg har brug for. Det er så frustrerende, at bede om hjælp men at man ikke føler at man får det man har brug for.

Jeg kunne nok i virkeligheden godt trænge til et kæmpe kram. Jeg har hudhunger. Jeg mangler sådan mine kram fra mine børn, mine børns plejemor samt andre mennesker, som normalt ikke er bange for at give mig et kram. Jeg har dog fået et par kram af en veninde, hvilket har varmet helt vildt, men slet ikke dækket min hunger.

Jeg har været grædefærdig, fordi jeg har fundet ud af at min mand, som jeg har kæmpet for og ofret mig selv og mine børn for sandsynligvis har været utro. Ellers så har han planlagt det, hvis hun var frisk. Jeg ved dette, da det er min veninde han skriver med. Jeg fik hende til det efter jeg så en foruroligende besked på hans snap. Og jeg er en der skal have beviserne i hånden, før jeg tror på at det er rigtigt. Så derfor satte jeg en fælde op for ham og han er sprunget i med begge ben. Han har inviteret hende både med i bad, på jordbær og gåtur med vores hund. Jeg var knust da jeg hørte dette. Og jeg havde lyst til, at fortælle ham at jeg vidste hvad han havde gang i. Men som sagt så ved jeg, at jeg skal have konkrete beviser, for jeg ved han fortæller mig, at det bare er mig den er galt med – at jeg er psykotisk og hvad jeg ellers mere har hørt igennem vores 15 år sammen. Det er halvdelen cirka af mit liv jeg har brugt på en mand, som nok i virkeligheden aldrig har holdt pikken for sig selv, for at sige det rent ud.

Han er blevet taget i utroskab før. Der troede jeg heller ikke på det. Men da vi så midlertidigt gik fra hinanden flyttede han straks sammen med hende, for han vidste hun var villig til det. Men jeg tilgav ham endnu engang og lukkede ham ind i vores liv. Og jeg har på mange måder fortrudt, at jeg higer så meget efter det som jeg troede var kærlighed, nærhed og samhørighed, at det kostede mig det aller vigtigste jeg har – mine børn. Hvorfor har de ikke været nok for mig? Er det på grund af min opvækst, at jeg aldrig fik den positive opmærksomhed, at jeg hopper i med begge ben, så snart der er en der viser mig en smule omsorg?

Jeg håber at når jeg kommer til terapi, for at lærer om min sygdom at jeg så samtidig vokser personligt, så jeg virkelig kan tage ansvar for mig selv. Og hvem ved måske jeg kan få mine børn hjem permanent, hvis jeg tog mig sammen? Det er alt sammen spekulationer, men jeg håber på en fremtid med mig og mine børn i centrum.