Tankemylder

Det har været en lang måned. En måned fyldt med frustrationer, en masse tårer og nogle skønne oplevelser.

Min mands selvmords tanker

Jeg har fundet. Ud af, hvordan det er at føle sig magtesløs. Hvordan det er at være den nære pårørende til en, om i det lige nu ikke ønskede at leve mere. Tankerne har kørt rundt i hovedet på mig. Hvordan skulle jeg hjælpe min mand bedst muligt? Er det mig, der har trukket ham med ned? Er det min skyld han overhovedet overvejer den løsning, fordi han ved det er det, som jeg har gjort førhen. Fordi det er den ´nemme´vej ud af smerterne, som er uforklarlige. Jeg har været i det. Jeg ved hvor hurtigt ens tanker kan få fart på når man har det af helvedes til indeni. Jeg følte mig magtesløs, fordi jeg ikke vidste trods egne erfaringer, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg græd. Jeg kunne slet ikke stoppe mit vandfald af tårer. Han græd også, fordi han sandsynligvis var så ødelagt indeni uden helt, at kunne forklare hvorfor. Jeg fik tankerne, om at hvis han virkelig ville udføre selvmordet, om jeg så skulle følge efter. Så jeg heller ikke skulle levende en ulidelig smerte, som jeg ikke var sikker på, at jeg nogle sinde ville slippe af med igen. Jeg overvejede også, om jeg skulle ringe ind til vagtlægen, så jeg kunne få ham indlagt. Og når jeg så kom hjem, så kunne jeg gøre noget drastisk, så jeg kunne blive indlagt sammen med ham. Jeg fik en eller anden idyllisk tanke om, at så ville vi være indlagt sammen og så ville vi jo ikke være skilt ad. Jeg var langt ude. Hvorfor overvejede jeg overhovedet om jeg skulle følge efter? Jeg. Var jo kommet så langt. Jeg har virkelig kæmpet det sidste år, for at komme fri af de tidligere handlemønstre, når sjælen gjorde ondt. Han har hjulpet mig ud af de tanker, hvorfor havde jeg så så svært ved at hjælpe ham ud af sine? Vi fik grædt og snakket. Vi kom ud af de mørke tanker, sammen.

Depressions tilbagetog

Jeg har haft det rigtig svært på det sidste. Og jeg ved ikke helt om det er depressionen, der er ved at få sit tag i mig igen. Jeg håber det ikke, for jeg vil ikke tilbage på antidepressiv medicin. Jeg vil gøre alt for, at komme ud af det her selv – sammen med min mand. Grunden til at jeg tror jeg kan være på vej tilbage depressionens onde klør er fordi, at jeg de seneste uger har oplevet at der ikke har skulle så meget til, for at vælte min verden. At jeg græder meget nemmere – mere end jeg plejer. At der skal meget lidt til før, at jeg føler jeg ikke er god nok. Jeg brød sammen forleden, fordi at min mand og jeg havde været ude omhandle og da vi kom hjem var jeg helt smadret. Jeg havde en hel del smerter i min ryg efter køreturen og handlen. Jeg havde dog i mit hoved en tanke, om at jeg aldrig rigtig hjalp til, når vi kom hjem og dette skulle ændres trods smerterne. Jeg fik kæmpet mig ud af bilen, min mand stod allerede omme ved bagagerummet og han siger jeg behøver ikke at hjælpe – han kunne jo se hvor ondt jeg havde. Men jeg havde sat mig i hovedet at jeg skulle hjælpe, så da han sagde det begyndte jeg, at spørge hvorfor jeg ikke skulle hjælpe. Og om han ikke please nok bare ville lade mig hjælpe. Han havde ingen idé om, hvor meget det betød for mig ligenetop der, at få lov til at hjælpe. Han bad mig om, at lade varerne ligge, for dem skulle han nok tage ind og stillede sig foran tingene, så det ikke var muligt for mig, at tage tingene. Så jeg brød sammen. Han prøvede at forstå hvad der skete. Jeg ville ikke lade ham gøre det, så jeg prøvede at vriste mig fri, for jeg var så knust over at føle mig så lidt værdsat, selvom det overhovedet ikke var tilfældet, men det var det i mit hovede. Fik mig til sidst vristet fri. Jeg var grædefærdig. Han får mig til, at sætte mig på en kontorstol, for at jeg ikke skulle stå op, når nu han vidste hvor mange smerter jeg havde. Han satte sig på hug og spurgte mig hvad der lige skete. Jeg fik fremstammet, at jeg jo bare rigtig gerne ville hjælpe. Og hvor meget det betød for mig, lige der, at få lov til det. Jeg føler mig så ubrugelig, at jeg ikke lavede noget og at det altid kun var ham, som lavede noget. Han spurgte om, hvis han ikke havde stoppet mig, om jeg så havde gået ud for at gøre noget dumt. Dette måtte jeg jo indrømme. Jeg følte mig så duelig og ligegyldig, at jeg lige så godtkunne lade være med, at være her på jorden længere. Han holdte mig tæt. Jeg græd og græd. Han fortalte mig med tårer i sine øjne, hvor meget jeg betød for ham. Og at han ikke kunne ringe mine børn op, for at fortælle dem, at jeg havde forladt denne jord. Han var knust og tårerne piskede ned ad kinderne på ham. Han fortalte mig, hvor meget jeg betød, for så mange mennesker. Han nævnte navne på nogle af dem, som kom til at mangle mig. Jeg græd. Holdte ham endnu tættere. Og han fik mig til, at indsat det bare er i mit hovede, at jeg ikke er god nok.Han fortalte hvorfor han ikke ville lade mig tage varerne, det var for at passe på mig, fordi han gerne vil have mig i mange år endnu. Han ville forhindre, at jeg endte som en grøntsag, fordi jeg fik lavet noget forkert med min ryg eller lignende.

Barndommens smerte

Jeg er gået i gang med at undersøge, hvor meget der skal til for at udgive en bog. Jeg har jo drømt længe om, at udgive en bog så jeg kan dele mine erfaringer og ikke mindst min historie. Der er flere forskellige alternativer, man kan finde et forlag som vil udgive bogen, man kan lave sit eget forlag og dermed selv udgive bogen og få alt profitten fra bogen. Og man kan lave en e-bog. Jeg har haft lidt forskellige overvejelser omkring det, at udgive en bog. Jeg er nået frem til, at jeg ville synes der er noget helt specielt ved at udgive en fysisk bog. Og det der med, at folk altid vender tilbage til bogen i dets fysiske form. Så jeg håber at det en dag bliver muligt, at udgive en fysisk bog – det er min helt store drøm. Desværre er udgivelsen af en bog en rigtig fyr fornøjelse, især hvis man ønsker hjælp til forside, opsætning, korrektur med mere. For hjælp til dette vil det i danske kroner koste ca. 40.000 dkr. Det er uden selve trykket af bogen, som kommer ved siden af. Så det er rigtig dyrt. Men jeg håber jeres eventuelle donationer vil kunne være med til at opnå min største drøm.

Triggere

Jeg er blevet meget opmærksom på, at der er nogle ting, som min mand gør der fører mig tilbage til episoder, som jeg virkelig gerne vil glemme. Men hjernen er forunderlig og den husker gerne på ting, som man gerne vil glemme. Og når så der er et eller andet, som minder om det oplevede så ryger man lige tilbage i det man i virkeligheden flygter fra. Jeg har oplevet det et par gange med ting, som min mand har gjort. Han har ikke været bevidst om, at det han har gjort kunne gøre, at jeg røg tilbage i oplevelsen. Det er skræmmende, for ham at opleve hvordan jeg reagere. Men det er faktisk også skræmmende for mig, fordi at jeg bliver den lille pige igen, som lever i frygt. Frygten for hvornår det næste slag eller overgrab ville komme. Jeg har én gang prøvet at min mand, uden at tænke over det har hævet armen i en position, som jeg forbandt med, at lige om lidt ville han slå mig rigtig hårdt. Jeg brød sammen og blev rigtig bange for ham. Og i virkeligheden har han intet ville gøre mig, men bevægelsen gjorde det var det jeg inderligt troede skulle ske. Vi fik en snak om min reaktion og om hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Han ved godt hvad jeg har været udsat for, men han var ikke klar over at en løftet arm kunne tricke mig til, at ryge lige tilbage i barndommen. Jeg var heller ikke selv klar over det, før jeg stod i situationen. Lige så har min mand opdaget, da vi en dag skulle hænge tøj på plads og han ville give mig en bøjle, for at jeg kunne hænge tøj op sammen med ham, at jeg sådan undveg og bukkede mit hoved indad, for at jeg ville undgå det slag, som jeg ventede på, men selvfølgelig aldrig skete. Jeg var faktisk ikke selv klar over jeg reagerede sådan og han nævnte det heller ikke i lang tid. Det var først da jeg begyndte at åbne op og fortælle ham mere, om hvad jeg havde oplevet i barndommen, at han kædede min reaktion fra den dag sammen med hvorfor jeg egentlig havde gjort sådan. Jeg har en tricker i forhold til, at blive kildet under fødderne, hvor han så holder fast i mig, fordi jeg sparker, når jeg bliver kildet under fødderne, fordi jeg ikke bryder mig om det. Jeg reagerer meget voldsomt på det og sparker, prøver at få hans greb om mine fødder væk og slår ud efter ham, fordi jeg ikke kan have det. Dette bunder tilbage fra da jeg var barn og min mor gjorde det, at hun kunne finde på at sætte sig på mine skinneben/lægge alt efter hvilke jeg vendte og så bare blev ved med at kilde, selvom jeg råbte nej. Og blev ved så længe, at jeg enten tissede i bukserne eller at det ikke var behageligt og sjovt længere. Oftest en blanding af det hele. Hurtige bevægelser med armene gør mig også bange, fordi jeg har ikke styr på hvad han eventuelt ville kunne finde på at gøre, selvom han aldrig ville lægge hånd på mig, så sidder det dybt i mig og jeg reagere ofte med min krop på en eller anden måde lukker ned. Jeg bliver ked af det, bange og reagere også nogle gange ved at krybe sammen, for at beskytte mig selv mod det som jeg forventer der vil komme. Det er meget vigtigt for mig, at fortælle at min mand aldrig har slået mig eller på andre måder har forøget vold af nogle art på mig.

Citat fra min mand: ”Det er rigtig frustrerende, sårende og utrolig angst provokerende, at hvis man gør noget bestemt som der tricker, så bliver man meget vågen på hvad man gør og tør næsten ikke gøre bestemte ting, for man er bange for, tricker det jeg så gør nu??’

Meget er sket

Det er lige gået op for mig, hvor længe siden det er jeg har skrevet på min blog. Især da jeg så alle jeres søde kommentarer. Jeg er så glad for, at så mange får noget godt ud af at læse med på min historie. Tusind tak til jer der læser og lige så meget til jer, som vælger at kommentere. Jeg har ikke fået gennemgået alle 9000+ kommentarer siden jeg sidst var her, men de betyder hver og en rigtig meget for mig. Af hjertet tak.

Gift

Jeg har giftet mig med den søde, kærlige fyr. Dette skete på den dag vi havde været sammen i et år – 14 august 2021. Nogle vil nok synes det er vildt tidligt, men jeg lever livet og elsker hver et skridt i den rigtige retning. Og han er bestemt et skridt i den rigtige retning. Jeg har siden jeg mødte ham været på anti depressiv medicin én gang i ca. 14 dage, så stoppede jeg igen, for jeg ville ikke proppe mig med en masse og blive afhængig af dette. Jeg har lært sig meget om mig selv i denne proces. Og jeg lærer noget nyt hver dag. Han lærer mig, at det er okay at sætte grænser. At det er okay, at sige nej til noget man ikke har lyst til, noget som man ikke synes sine børn skal have eller hvad der ellers måtte komme. Han har lært mig at mærke efter, hvor mine grænser går og jeg lærer dem mere og mere for hver dag, der går. Og det er jeg så taknemmelig for. Jeg har fået det så meget bedre. Jeg har haft meget få tilbagefald i forhold til at selvskade og det er heldigvis længe siden. Jeg sætter pris på hver dag jeg får lov, at tilbringe med ham ved min side. Og endnu mere, når mine børn også er her.

Det tog ca 6 måneder fra at min mand kom ind i billedet til, at mine børn fik lov til at komme hjem på besøg igen og dette var helt igennem fantastisk, da dette skete. Og jeg ved jo godt hvorfor kommunen valgte at gøre sådan. Og det er simpelthen fordi at specielt den store mangler en fader figur og hvis han så havde mødt min mand og at han så ikke var blevet i mit/vores liv, så ville det ikke kun knuse mig, men også ham for han mangler virkelig en at se op til. Og dette har han heldigvis fået nu. Min mand er så god ved mine børn og han betragter dem som var de hans egne og det er jeg så taknemmelig for. Den store specielt kalder oftere på min mand end jeg. De elsker at sidde og spille sammen og de får sig nogle gode grin imens og dette er så fantastisk at hører som mor. Jeg er så taknemmelig for at ikke blot min mand har taget så godt imod mine børn, men at mine børn også har taget imod min mand, for de skal jo også lærer at acceptere ham og lærer ham at kende, lige så vel som omvendt. Jeg havde nok aldrig i den vildeste fantasi troet at et facebook møde ville ende med, at jeg var der hvor jeg er i dag. Jeg er så taknemmelig.

Jeg har en helt igennem fantastisk svigerfamilie, som støtter mig og os. De hjælper der hvor de kan og viser også mine drenge at de er en del af familien. Min svigermor har allerede flere gange sagt, at de gerne må kalde hende for farmor. Og det er jo for mig et tydeligt tegn på den kærlighed hun har for dem også, selvom de ikke er min mands børn.

Barn

Min mand og jeg ønsker os et barn sammen og vi har prøvet længe, men der sker ikke rigtig noget. Vi tror måske der har været noget to gange. En gang hvor jeg aborterede og en gang, hvor vi tror at min krop har absorberet den igen. Og dette har taget hårdt på os, fordi både min mands bedste kammerat og hans kone samt mine veninder venter sig eller har fået barn for nyligt, så det er rigtig hårdt. Men vi prøver. Og så har vi søgt om hjælp igennem lægen. Så vi skal til vores første gynækolog besøg d. 11 november 2021. Og så må vi se om det er mig den er galt med eller om det er fordi vi ikke er så gode til at ramme den korrekte dato. Jeg har en lille mistanke om, at jeg har PCOS. Dette har min lillesøster fået konstateret og jeg kan se en hel del ligheder mellem os, så jeg er så spændt på hvad undersøgelsen bringer. Jeg har haft det en smule svært ved at det er d. 11 november vi skal til undersøgelse, da det jo er den dag, hvor min eks mand og jeg havde kunnet være sammen i 10 år. Men samtidig er jeg så sindssyg glad for det er den dag, for det er et tegn på et nyt kapitel i mit liv sammen med min nye mand. Og så håber han og jeg at det resultere i en baby på et tidpunkt. Så kryds gerne fingre for os, så dette kan lykkedes os.

Forældremyndighed

Jeg har søgt om forældremyndigheden over mit store barn efter anbefaling fra kommunen og plejeforældre. Sagen blev sendt ind i februar og har været til møde her i starten af september. Jeg synes godt nok at det trække i langdrag. Men nu har jeg været derinde og fortalt min side af sagen. Min eks mand har også været inde og fortælle sin del. Meget af det han har udtalt for mig til at fremstå, som løgner. Heldigvis så kan meget af det jeg har sagt dokumenteres, så jeg tror og håber at det får ham til at ligne en løgner. Mit store barn skal derfor ind og fortælle sin side og evt. også hvem han ønsker skal have forældremyndigheden, så jeg håber dette også er til min fordel. Men nu må vi se. Jeg har hyret en advokat, for jeg ved vi ender i retten med det, for så kan han lige pine mig lidt mere. Men heldigvis så er jeg blevet stærkere og jeg holder fast. Mit store barn har ikke set sin far i 2,5 år, så dette er forhåbentlig også en fordel for mig. Mit barn ønsker ikke, at se sin far. Og faderen har først efter jeg har søgt om den fulde forældremyndighed søgt om samvær med sit barn, så det er ikke noget han har ønsket før dette. Og han mener ikke kommunen gør noget for, at han kan se sit barn sov. Men han har jo ikke sov været interesseret i det før jeg søgte. Så dette viser jo også bare hvad det er for en mand.

Forfulgt

Min eks mand og hans nye kone har sammen med en af deres kammerater og dennes kone opsøgt os på være bopæl og forfulgt os. De stoppede først, da politiet kørte os i møde. Men det virkede ærlig talt ikke som om politiet troede på os. Og til trods for, at vi bad om de lavede en anmeldelse af det, så har de kun lavet et notat. Den aften vi blev forfulgt, der skulle vi faktisk have hentet den store ved sin kæreste, men vi måtte ringe til plejeforældrene, for at få dem til at hente barnet, fordi at ellers ville faderen finde ud af hvor barnet befandt sig og dette ville ikke være hensigtsmæssigt, når nu barnet ikke ønsker at se sin far. Jeg har haft det rigtig svært siden, da vi bor på landet og derfor ret alene, så panikker jeg hver gang der kommer en bil ad stien, fordi jeg er så bange for at et er en, som vil gøre os ondt. Vi har fået video overvågning op af samme årsag. Og så er jeg panisk hver gang, at der kører en bil bag os i længere tid og jeg ikke kan gennemskue om det er en, der tilfældigvis skal samme vej som os eller om det er en der reelt forfølger os. Så det sidder virkelig i mig. Jeg er skrækslagen for, at være alene hjemme og låser døre og lukker vidner når det er, for heller have det varmt end, at nogle har mulighed for at komme ind til mig, når jeg er her alene. Om aftenen, når mørket er faldet på så for jeg min mand til, at gå med ud på toilet for så er han der, hvis der kommer nogle. Jeg har konstant min telefon på mig, når jeg er alene hjemme. Jeg kan praktisk talt ikke foretage mig noget hjemme, fordi jeg er så bange for at forlade værelset, for hvis nu der er en så kan jeg i det mindste komme ud ad havedøren og løbe.

Bogskrivning

Jeg har haft mange overvejelser i forhold til, at skrive en bog, som der er nogle i kommentarerne der har spurgt ind til. Jeg vil jo faktisk rigtig gerne, men jeg er så bange for, at jeg ikke har nok at fortælle til at fylde en bog. Men som min mand er så sød og påpege, så er en bog jo ikke ensbetydende med, at der skal skrives 200 sider. Det kan i princippet være en bog på 30 sider. Det vigtigste er budskabet. Og i mit tilfælde så er budskabet absolut, at uanset hvor sort det hele kan se ud, så er der et lys et sted. Og alting kan faktisk blive bedre. Jeg skal bare være klar til, at åbne op og fortælle min historie bag mit eget navn og det er jeg desværre ikke klar til, for jeg har ikke bearbejdet alt jeg har været igennem. Men jeg kan jo selvfølgelig skrive under et andet navn, men det kræver også at der er et forlag, som kunne tænke sig at udgive det jeg har skrevet. Og jeg skal også lige finde udad hvordan jeg vil sætte det op. Om et skal være dagbogs måden, en historie eller noget helt trejde. Måske I har nogle gode ideer til mig? – Skriv endelig i kommentarerne.

Er lykkelig

Nøj, hvor er der sket meget siden sidste blogindlæg. Jeg prøvede jo at tage livet af mig selv, for lidt over to måneder siden. Jeg fortryder ikke mine handlinger, men er så glad for at jeg er kommet oven på igen. Jeg har ikke været indlagt siden og det er jeg så glad for. Jeg har heller ikke brugt medicin siden og det er der flere grunde til. Mest af alt fordi, at jeg føler ikke at det er nødvendigt. Jeg har det jo godt, hvorfor så fylde sig med kemikalier/medicin? Jeg er dog klar over, at når jeg ikke tager medicinen, så ryger jeg længere ned, når jeg så ryger ned. Men jeg har det så godt lige nu, at jeg ikke kan se hvorfor jeg skal tage det.

Jeg er lykkelig. Jeg endte med at lave et opslag på facebook, hvor jeg søgte bekendtskab. Og der var der en sød fyr, der fangede min opmærksomhed. Jeg fik tilsendt blomster imens jeg var indlagt på psykiatrisk. Og vi skrev rigtig meget sammen. Han ringede også til mig. Jeg havde dog sagt, at det ikke var sikkert at jeg sagde noget, for jeg var så nervøs osv. Han ringede mig op og han snakkede. Og det endte med, at jeg snakkede også. Han tog mig med storm. Da jeg blev udskrevet tog jeg hjem og så gik der et par dage, så vidt jeg husker, så tog jeg spontant ned til ham. Det var meningen vi skulle på date om fredagen, men jeg tog ned til ham sent torsdag og kom først hjem igen mandag. Han tog virkelig benene væk under mig. Så omsorgsfuld, kærlig og betænksom, så jeg havde ikke lyst til at tage hjem igen, men var nød til det. Han skulle i skole og jeg hjem. Der gik kun kort tid før vi atter mødtes og så har vi været sammen lige siden.

Jeg har aldrig været mere lykkelig. Han er så omsorgsfuld, at jeg næsten ikke kan være i det, for jeg er vant til at blive nedtrykt og at jeg ikke er god nok. Nu får jeg hver dag af vide, at jeg er fantastisk. Og jeg har brug for at hører det, for jeg tror ikke nok på mig selv og kan ikke forstå hvorfor han overhovedet ønsker mig, som kæreste. Og ikke nok med det, som kommende kone. Ja, han har friet til mig 😀 Jeg er så glad. Og jeg glæder mig til at skulle tilbringe resten af mit liv sammen med ham. Han er fantastisk.

Pas på jer selv. Og tak fordi I læser med..

OD og håb for fremtiden

Min mand vil skilles. Han har fundet en anden.

Jeg var knust, da jeg fik beskeden. Så meget at jeg endte med at tage en overdosis, for jeg magtede ikke tanken om et liv uden ham. Vi har trods alt kendt hinanden siden 2005.

Men jeg er begyndt at få modet tilbage, for det var i virkeligheden, hvis jeg skal være ærlig over for mig selv ikke et forhold til sidst. Det var ikke et forhold, som hverken han eller jeg ønskede det i hvert fald. Og jeg havde jo sagt på et tidspunkt at jeg ville skilles. Det var nok mere en trussel fra min side, for at vi fandt hinanden igen. Men han fandt så en ny i stedet.

Jeg har mod på nyt. Og ønsker at komme ud på markedet igen, måske nogle tænker det er hurtigt, men vores forhold har været dødt længe, så det er lidt som om man har været single de sidste 1,5-2 år.

Jeg skriver og snakker i telefon med en fyr, der virker helt vild sød. Jeg har aldrig snakket i telefon, så længe med nogle, som jeg har med ham. Han giver mig en god mavefornemmelse. Og så sendte han oveni købet blomster til mig, imens jeg var indlagt til trods for vi kun havde skrevet sammen i 3 dage på daværende tidspunkt. Så jeg er helt solgt. Men jeg ved også at jeg skal tage det stille og roligt, så jeg har mig selv med i det. Men det er så dejligt at blive kaldt smuk, skøn og så videre. Selvom det også er mega ambivalent, fordi det er jeg jo slet ikke vant til, så bliver helt rød i hovedet, når han siger det i telefonen. Men jeg får åbenbart også sagt noget, der gør ham helt rødt i hovedet. Har set beviserne herfor på snapchat.

Han hedder Ronnie og bor i Sønderjylland. Så det er noget af en tur han tager, for at møde “lille” mig. Vi har samme drømme. Og det vigtigste af det hele er at han inkludere mine børn, som jeg allerede har. Og det varmer mit hjerte helt enorm.

I morgen skal vi på date. Så kryds fingre for det går godt..

Utroskab

Jeg er knust. Mit hjerte er knust. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Han har været/er utro. For ja, vi er stadig gift, i hvert fald på papir.

Jeg hader mig selv for, at tro på at alt nok skal gå og at han vender tilbage, for er det virkelig det jeg ønsker? Mit hjerte siger ja, min fornuft siger nej. Jeg skal komme videre, nøjagtig ligesom ham. Hvorfor er de så fandens svær at give slip på en man selv har ønsket skilsmisse fra så længe? Jeg hader mig selv for, at have så mange følelser indblandet imens han er videre og iskold over for mig. Men det værste var helt sikkert at finde ud af at han er sammen med en anden. Det gør så pokkers ondt. Og jeg har sådan lyst til, at gøre skade på mig selv på alle tænkelige måder.

Hvad har jeg gjort for, at fortjene denne ulidelige smerte? Jeg magter ikke en skid andet end at tænke og tænke over hvad jeg har gjort siden jeg fortjener dette.

Finder jeg nogle sinde en ny kærlighed? Havde jeg forlængst fortjent bedre? Det er jo ikke første gang han er utro. Hvorfor har jeg holdt fast i ham, så længe? Hvorfor gør kærligheden så ondt? Kan jeg gøre det bedre end ham? Fortjener jeg kærlighed?

Kort indlæggelse

Jeg blev indlagt d. 18.07.20-22.07.20. Jeg var selvmordstruet og mine tanker kørte på højtryk, om hvordan jeg bedst og hurtigst muligt kunne tage livet af mig selv. Det psykiatriske akuttilbud mente ikke det var noget de kunne håndtere, at mine selvmordstanker var så presserende og at jeg derfor skulle ringe til lægevagten. Jeg kom til lægevagten og fortalte hvordan jeg havde det og at jeg var begyndt dagen forinden at skærer i mig selv igen. Han havde ikke noget valg end at indlægge mig, fordi jeg havde lagt planer for hvordan det skulle gøres – selvmordet.

Jeg blev indlagt på 3. etage og var der under et døgn og så kom jeg over på afdelingen, hvor jeg har været en del gange efterhånden og hvor de kender mig. Det hjælper altid at komme derover, for jeg er tryg ved personalet og de fleste er til at snakke med.

Jeg fik en af mine vanlige kontaktpersoner, så snart hun kom på arbejde og det gjorde mig så glad, for hun er så nem at snakke med og hun tager ligesom og bliver en slags mor for mig. Fortæller mig hvad jeg ikke må og så videre. Og det er oftest hvad jeg har brug for, når jeg kommer ind -en der tager sig af mig på en kærlig måde.

Jeg kunne ikke holde de selvskadende tanker langt nok væk, så jeg endte med at smadre en tallerken og skære i mig selv, selvfølgelig på en andens vagt end “mor”. Jeg endte med at fortælle det til vagten og hun tog det overraskende pænt. Det var jo kun mig selv jeg skadet.

Jeg blev som vanligt udskrevet, selvom jeg ikke følte mig klar til det. Men det ved de godt at jeg aldrig gør. Og at en lang indlæggelse ikke gavner mig.

Ned ad bakke

Jeg er selvmordstruet. Jeg kan slet ikke finde fodfæste. Jeg kvæles i egne tanker, om alt det mørke der fylder i mit hoved.

Jeg har i sidste uge været sammen med mine børn nede ved min mor. Det var hyggeligt, men også hårdt. Og tror det har skubbet mig det sidste stykke ud over kanten. De sidste 14 dage føler jeg er gået ned ad bakke, men efter samværet ved min mor og derefter hjemkomst til min mand, der er det kun gået mere ned ad bakke. Jeg har intet overskud. Jeg har skåret i mig selv igen. Denne gang er der tekst på også, så nu står der dø og værdiløs på mit lår, for det var og er følelserne. Jeg er brugt og har mest af alt lyst til, at tage en overdosis, så jeg kan slippe for de mørke tanker. Og så jeg kan få et pusterum.

Tankerne overvælder mig. Jeg magter dem ikke.

Længe siden

Der er sket en del siden sidst jeg skrev. Jeg har fået tildelt bostøtte, da et bosted ikke var i min målgruppe. Det er jeg for god til.

Jeg har til gengæld fået en bostøtte, som skal hjælpe mig med at få styr på mit hjem og andre basale ting. Min bostøtte er hende, som jeg også har til mentor, så hun kender mig. Det er så betryggende, da man trods alt skal lukke dem ind i ens hjem.

Jeg har ikke taget min medicin i ca. 3 uger nu. Hvorfor er jeg ikke helt klar over, men viljen til at proppe sig med medicin er der nok ikke. Og jeg ved hvor dumt det er, for nu skal jeg starte forfra på medicinen. Og jeg kan allerede nu mærke at jeg ikke har taget det, da jeg er mere nedtrykt, bliver endnu hurtigere berørt (selvom det i forevejen plejer at gå stærkt) og så er jeg bare generelt mere tilbøjelig til at få de negative tanker. Og det er skidt. Nu har jeg klaret mig i ca 2 måneder med ikke at skære i mig selv, men ih hvor det frister. Og jeg har lyst til at blive indlagt, for at jeg kan få gang i rutinen omkring min medicin igen. Men jeg ved også at det er lidt en “sovepude”, at være indlagt da det er ude i den “virkelige” verden, hvor man skal løse problemerne.

Hvis jeg helt selv kunne bestemme, så blev jeg indlagt bare lige et par dage, så jeg igen kommer ind i rutinen med at tage min medicin etc. Men jeg ved også at det sandsynligvis ikke sker.

Har det okay

Så har jeg været hjemme i 4 dage selv. Det har været hårdt til tider, men jeg ved at det er her jeg skal finde ro. Jeg har haft det ganske okay efter jeg er kommet hjem. Jeg overvejede dog i går om jeg skulle have ringet op til psykiatrisk akut tilbud, men endte med at ligge mig til at sove i stedet. Grunden til jeg ikke ringede var fordi jeg forventede de stadig har lukket i forhold til overnatning og eftersom det var det jeg følte jeg havde brug for, så var der ikke nogle grund til at ringe. Heldigvis faldt jeg i søvn.

I dag er det den store udfordring for mig. Skal ud og gå 5 km. Det lyder ikke af meget for nogle, men for en sofakartoffel som jeg med rygsmerter konstant og astma, så er det en stor udfordring. Men jeg har besluttet mig, at tage udfordringen op. Hvem ved måske jeg kan blive endnu bedre til, at komme ud og gå. Jeg håber det, for det ville være rigtig godt for mit helbred. Grunden til at jeg skal ud og gå er, fordi jeg har meldt mig til et “løb”, hvor jeg har fået startnummer og medalje tilsendt. Der er sikkert flere derude, som også er ude og gå/løbe i dag. Rigtig god tur til jer. Hvor er I seje.

I morges d jeg vågnede var jeg vildt motiveret for, at komme ud og gå. Så lagde jeg mig til at sove igen og nu er motivationen væk og trætheden har overrumplet mig i stedet. Træt af mig selv over jeg ikke bare gik, da motivationen var der, men det er nok også meget godt at presse mig selv til noget, som jeg ikke helt kan se det store formål med med det samme. Jeg vil tage ud og gå om lidt. Og så vil jeg få handlet ind, så jeg kan komme ud til min (x)mand og spise. Og så går vi en tur sammen derude. Så håber. jeg at det i alt bliver de 5 km som jeg har meldt mig til.

Pas på jer selv.